61 hunde levede under kummerlige forhold - støt dem her

STATUS:

Vi vil gerne sige rigtig mange gange tak til alle jer, der har støttet os, så vi nu har nået det oprindelige mål med indsamlingen.

Vi har nu sat beløbet op, da arbejdet, både med disse hunde og de mange andre vi får ind, fortsætter ufortrødent. Selvom nogle af hundene i disse sager allerede er klar til nye hjem (hold øje med Facebook), er der også andre, der fortsat har brug for behandling og kærlig pleje. Derfor fortsætter vi indsamlingen, da alle bidrag stadig er meget velkomne.

Skulle vi få mere ind, end hjælpen til disse vovser koster, vil de ekstra penge gå til de mange andre dyr, der også har brug for kærlig omsorg, pleje og eventuelle behandlinger.

Opdatering på hundesagen - Yderligere 34 hunde er fundet

Der er nu tale om den næststørste hundesag i nyere tid for Dyrenes Beskyttelse. Sagen er kun overgået af den store cocker spaniel-sag i 2015 med 91 vanrøgtede hunde fra Sydsjælland.

Først fik Dyrenes Beskyttelse 27 hunde indleveret - herefter er der fundet yderligere 34 hunde, hvoraf kun 18 stadig var i live. De er nu indlogeret på Dyrenes Beskyttelses Internat i Nordjylland.

De 18 nye hunde er af samme blandinger, som de først fundne hunde, og de var desværre også i samme dårlige stand. Ejeren havde holdt dem skjult i en udbygning et godt stykke fra ejendommen, hvor de andre hunde blev fundet.

Efter at hundene ankom til Nordjyllands Internat,er de blevet vasket, klippet og plejet. Hundene bliver nu dyrlægetjekket. 

Hundenes historie:

For kun to uger siden afhentede Dyrenes Beskyttelse sammen med politiet 27 vanrøgtede hunde på en ejendom i Randersområdet. Hundene kom ind på Dyrenes Beskyttelses internat i Brande. Der var både tæver med hvalpe, store hvalpe og ældre hunde.

Hundene er blandinger af Border Terrier, Puddel og Cavalier King Charles Spaniels, og var fordelt mellem en lade og flere udhuse på ejendommen og levede under kummerlige forhold. De var sky og bange og fremstod snavsede og ildelugtende.

Alle hundene er blevet undersøgt på internatet. De hunde, som havde lang pels er blevet klippet, da de var smurt ind i deres egen urin og afføring. Flere af hundene var tynde, alle havde de tandproblemer og ingen af dem har haft det liv, de fortjener.

For at gøre hundene trygge, er de nu indlogeret på de to internater i rum sammen med de hunde, de har gået sammen med. De har legetøj, tæpper og får masser af omsorg, hvad de ikke har fået hos den tidligere ejer. 

Hundene er blevet avlet ulovligt, med henblik på fortjeneste ved salg gennem bl.a. nettet. Denne sag er den 3. på bare 3 måneder, hvor Dyrenes Beskyttelse, i samarbejde med Politiet, har reddet større grupper hunde fra ulovlige hvalpefabrikker.

Du kan hjælpe med at sikre hundene dyrlægebehandling, omsorg og træning, så vi kan få dem ud til en tryg og kærlig tilværelse i nye hjem. Det fortjener de.

Sådan kan du også hjælpe:
  • SMS: HUND til 1277 og støt med 50 kr.
  • Kontooverførsel: 9541-0000732222 - skriv 'hund' i bemærkning
  • MobilePay: 81 88 05 47

Bemærk: Du kan kun benytte dit skattefradrag, hvis du donerer via denne side eller via kontooverførsel.

 

Venlig hilsen

Dyrenes Beskyttelse

Billeder

Kommentar